ANGST HOS HUND OG KAT

Forebyggelse og behandling

Tema-aften, d. 30.10.2013, Morud Dyreklinik

 

Definitioner:  

Frygt: Er kroppens helt normale og livsnødvendige alarmberedskab (”stress-respons”), der aktiveres, når en situation eller et objekt fremstår faretruende. Styres af det autonome nervesystem.  Kroppen forbereder sig lynhurtigt på de 3 muligheder, der er for at overleve: ”Freeze, Fight or Flight”. Situationen lagres i hukommelsen.

Angst: Er frygten for en usynlig eller en indbildt fare. Kan opstå pga. erindringer om en tidligere fare-situation eller som følge af uforudsete og uoverskuelige ændringer i ens omgivelser.

Fobi: En voldsom, irrationel og overdreven frygt for bestemte stimuli. Kan resultere i uhensigtsmæssig  og/eller meningsløs adfærd.

 

Længerevarende frygt/angst:

Det normale stress-respons bliver skadeligt, når individet ikke – i løbet af forholdsvis kort tid - er i stand til at kontrollere den stress-udløsende situation ved at reagere hensigtsmæssigt, f.eks. ved at flygte. Kronisk frygt eller angst kan medføre fysiologiske problemer (f.eks. vægttab/utrivelighed) og adfærdsmæssige problemer (f.eks. urenlighed/overdreven pelspleje).

 

Forebyggelse af angst:

  • God hvalpe-”opdragelse” hos opdrætter!
  • Gå til hvalpe-træning / sørg for at hvalpen kommer ”ud i samfundet”
  • Træning i hjemmet, f.eks. med Lyd-CD
  • Hjælp fra adfærdsbehandler
  • Thunder-shirt

 

Behandlingsmuligheder – angstdæmpende midler:

  • Aminosyrer - naturlige proteiner (Zylkene, Serene-Um, AnxiCalm)
  • Feromoner - naturlige duftstoffer (Adaptil til hund og Feliway til kat)
  • Foder indeholdende naturlige aminosyrer  (”Calm” fra Royal Canin)
  • Receptpligtig medicin: f.eks. ”Lykke-piller”(Clomicalm), Diazepam (Hexalid/Stesolid)

 

GODE RÅD TIL NYTÅRSAFTEN

Hund:

  • Gå en lang tur med hunden i snor tidligt på dagen. Lav evt. nogle søge-opgaver eller anden træning, så hunden er træt både fysisk og psykisk.
  • Lad hunden opholde sig i rolige og vante omgivelser.
  • Træk gardinerne for og tænd lyset i rummet.
  • Tænd for noget musik el. andet, der kan sløre lydene.
  • Undgå selv at reagere på fyrværkeriet.
  • Drop bordbomberne og trut-hornene!
  • Lad være med at trøste eller ynke hunden, det bekræfter den blot i, at der er noget galt.
  • Giv den evt. et godt kødben, hvis den kan lide det.
  • Skal hunden ud og tisse i løbet af aftenen, så luft den kun i snor, så den ikke stikker af hvis den bliver forskrækket.

 

Kat:

  • Hold din kat inde fra morgenstunden, inden skyderiet starter.
  • Lad den opholde sig i rolige og trygge rum, hvor der er mulighed for at gemme sig.
  • Træk gardinerne for og tænd lyset.
  • Tænd for musik el. andet, der kan sløre lydene.
  • Husk at sætte en kattebakke i rummet.

 

VI ØNSKER ALLE ET GODT NYTÅR! ☺

MORUD DYREKLINIK

Udgivet i Værd at vide.