AFLIVNING

Alt for pludseligt kan det blive aktuelt at overveje, om dit dyr skal aflives.

Det er altid en svær og tung beslutning, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at du træffer beslutningen på det rigtige grundlag og på det rigtige tidspunkt.

Aflivning kaldes også ”euthanasi”, som kommer af de græske ord ”eu” (god) og ”thanatos” (død). Altså en god død.

 

Hvor skal aflivningen foregå?

Aflivningen kan foregå på klinikken eller hjemme hos dig selv i dyrets vante omgivelser. Der kan være et tillæg i prisen, hvis det skal være hjemme.

 

Hvordan foregår aflivningen?

Først gives en bedøvende indsprøjtning, enten i nakken eller i låret. Herefter falder dyret stille og roligt i søvn, mens du/I sidder hos det.

Når det i løbet af nogle minutter sover og intet mærker, får det den endelige sprøjte, som er en overdosis af sovemedicin. Dette bevirker, at hjerte og vejrtrækning hurtigt stopper. Der kan komme et par gisp.

Dyrlægen sikrer, ved en grundig undersøgelse, at alle dødstegn er til stede, og dyret er dødt.

Det hele forløber i ro og værdighed.

 

Skal børn deltage?

Det er vores erfaring, at større børn, som har fået en grundig forklaring og selv ønsker at deltage, er gode til at tackle denne side af livet.

De kan lave tegninger til dyret eller medbringe andet, de synes, det skal have med sig. De får sagt farvel på en stille og god måde, og de skal ikke gå og forestille sig alle mulige skræk-scenarier. I denne sammenhæng er virkeligheden slet ikke så slem som fantasien kan være.

Men det er selvfølgelig din/Jeres beslutning.

 

Begravelse eller kremering?

Man må gerne begrave sit dyr i haven. Man skal sørge for, at hullet er så dybt, at der er min. 70 cm jord over dyret. En begravelse i haven kan være en smuk og god oplevelse for børn.

Kremering foregår på et godkendt dyrekrematorie, Adas Kæledyrskrematorium, hvor dyret brændes. Du/I forlader dyret på klinikken. Vi sørger for alt det praktiske. Dyret bliver IKKE lavet til sæbe eller andet.

Det er – efter forudgående aftale – muligt at få dyrets aske tilbage i en urne. Der er flere valgmuligheder. Spørg på klinikken!

Der findes også dyrekirkegårde.

Udgivet i Værd at vide.