FODRING AF HUND OG KAT

Dyr kan få mange føde-relaterede lidelser, fuldstændigt ligesom mennesker kan. F.eks. fejl-ernæring, over-fodring (”livsstils-sygdomme”), mangel-sygdomme, tand-sygdomme osv. Derfor er det vigtigt, at foderet har den rigtige sammensætning, og at det gives i de rigtige mængder, så det kan være medvirkende til, at dit dyr holder sig sundt og rask.

Vigtige begreber indenfor fodring generelt:

Fuldfoder: Et fuldfoder er et foder, der indeholder alt, hvad dit dyr har brug for af proteiner, vitaminer, mineraler, sporstoffer, m.m. Fuldfoder findes til alle aldersklasser.

Afbalanceret foder: Et afbalanceret foder indeholder ikke kun de alle rigtige næringsstoffer, men også i de rigtige mængder og i det rigtige indbyrdes forhold. F.eks. er forholdet mellem kalk og fosfor meget vigtigt, især for dyr i vækst.

Fordøjelighed: Et foders fordøjelighed siger noget om, hvor let dyret omsætter foderet, og hvor meget dyret kan udnytte af foderets indhold. Fordøjeligheden afhænger bla. af, hvilke råvarer, der er brugt, og hvordan de er forarbejdet. Et foder kan på indholdsfortegnelsen se ud til at være i orden, men hvis det har en ringe fordøjelighed, kan dyrets tarmsystem ikke nå at fordøje foderet ordentligt, inden det er passeret igennem dyret. Hvilket kan resultere i en stor mængde afføring.

Hvalpe og killinger:

Dyr, der vokser, har helt særlige ernæringsmæssige behov, som et godt fuldfoder tager højde for. Til hvalpe skelnes der fodermæssigt mellem store og små racer, da de har meget forskellige vækstmønstre. Vi anbefaler, at man fodrer med hvalpe-/killingefoder, indtil dyret har nået ca. ? % af sin forventede vægt som udvokset. Vi hjælper gerne med at finde frem til den rigtige fodring af din hvalp eller killing.

Voksne hunde og katte:

For udvoksede dyr gælder, at et godt og velafbalanceret foder vil medvirke til at forebygge sygdom og holde dyret sundt i forhåbentlig mange år. Man kan godt give en udvokset hund madrester af og til, men det er meget vanskeligt at sammensætte et afbalanceret hunde-foder ud fra den mad, vi mennesker spiser. Vi tilbyder gratis kontrol-vejninger og foderrådgivning hele dyrets liv!

Senior hunde og katte:

Hunde over 7 år og katte over 10 år regnes for ”seniorer”. Deres ernæringsbehov er anderledes end det var, da de var yngre. Senior-foder forebygger risikoen for forskellige organ-lidelser, som ofte forekommer hos ældre dyr. F.eks. hjerte- og nyrelidelser, og lidelser i led og muskler. Vi vil meget gerne hjælpe og rådgive dig, så dit ældre dyr får en så god og aktiv alderdom som muligt.

                                                                                                                                           MORUD DYREKLINIK

                                                                                                                                                            65964884

FEM GODE RÅD OM HUNDE I JULEN

  1. Vær opmærksom på især mørk chokolade, rosiner, vindruer og nødder, som er giftige for hunden.
  2. Undlad at give hunden for mange rester fra julebordet. Det er for fedt og for salt for dens mave.
  3. Tænk over, hvad I har stående fremme, og vær opmærksomme, hvis I er på julebesøg hos familie og venner.
  4. Hold øje med børn og andre gavmilde sjæle, der giver hunden ekstra mange godbidder under julebordet.
  5. Hav nummeret til din dyrlæge (65964884) eller dyrlægevagten (66160280 / 70264080) liggende fremme: - Hvis skaden er sket, så kan man hurtigst muligt komme i kontakt og komme ind og få behandlet dyret.

 

Glædelig Jul

Morud Dyreklinik

DEN GAMLE HUND OG KAT

Hunde bliver ”seniorer”, når de er over 7 år gamle, katte når de er over  10 år. Det er et trist faktum, at vores dejlige dyr ikke lever så længe, som vi kunne ønske.

Hvad kan jeg som ejer gøre?

Som ejer er der flere ting, man kan gøre for at hjælpe sin senior-hund eller senior-kat til at få en god, aktiv og forhåbentlig lang alderdom:

  • Undgå overvægt
  • Giv ”senior”-foder
  • Sørg for daglig motion
  • Hold øje med sygdomstegn, især:

Ændringer i drikke- og ædelyst / vægtændringer

Dårlig lugt fra munden

Ændrede sovevaner

Manglende lyst til at gå tur / stakåndet / hoste

Knude-dannelser

Humør-svingninger

Ændret adfærd

Haltheder / besvær med at rejse sig.

Hvad kan dyrlægen gøre?

Blot små ændringer kan være tegn på begyndende alvorlig sygdom, så det er vigtigt at få din hund eller kat undersøgt hos dyrlægen så tidligt i forløbet som muligt.

Ved mistanke om lidelser i organer som lever, nyrer og skjoldbruskkirtel kan undersøgelse af f.eks. urin- og blodprøver være relevante. Andre prøver og undersøgelser kan også komme på tale. Dyrlægen vil rådgive dig om de muligheder, der er, og sammen finder vi frem til, hvad der er bedst for dit dyr.

De ældre dyrs skavanker kan ikke altid helbredes, men vil næsten altid kunne afhjælpes. Der findes mange behandlingsmuligheder, og mange ting man som ejer kan gøre.

Hvis behandling er udsigtsløs?

Når et ældre dyr lider af en uhelbredelig og måske smertefuld sygdom, som giver det uacceptable gener, bliver det tid til at sige farvel. Vi vil rådgive og hjælpe dig, så godt vi overhovedet kan, i hele forløbet, og du kan stole på, at vi gør det ud fra dyrets bedste. Ingen ønsker at et sygt dyr skal trækkes igennem en udsigtsløs behandling.

 

MORUD DYREKLINIK

6596 4884

ANGST HOS HUND OG KAT

Forebyggelse og behandling

Tema-aften, d. 30.10.2013, Morud Dyreklinik

 

Definitioner:  

Frygt: Er kroppens helt normale og livsnødvendige alarmberedskab (”stress-respons”), der aktiveres, når en situation eller et objekt fremstår faretruende. Styres af det autonome nervesystem.  Kroppen forbereder sig lynhurtigt på de 3 muligheder, der er for at overleve: ”Freeze, Fight or Flight”. Situationen lagres i hukommelsen.

Angst: Er frygten for en usynlig eller en indbildt fare. Kan opstå pga. erindringer om en tidligere fare-situation eller som følge af uforudsete og uoverskuelige ændringer i ens omgivelser.

Fobi: En voldsom, irrationel og overdreven frygt for bestemte stimuli. Kan resultere i uhensigtsmæssig  og/eller meningsløs adfærd.

 

Længerevarende frygt/angst:

Det normale stress-respons bliver skadeligt, når individet ikke – i løbet af forholdsvis kort tid - er i stand til at kontrollere den stress-udløsende situation ved at reagere hensigtsmæssigt, f.eks. ved at flygte. Kronisk frygt eller angst kan medføre fysiologiske problemer (f.eks. vægttab/utrivelighed) og adfærdsmæssige problemer (f.eks. urenlighed/overdreven pelspleje).

 

Forebyggelse af angst:

  • God hvalpe-”opdragelse” hos opdrætter!
  • Gå til hvalpe-træning / sørg for at hvalpen kommer ”ud i samfundet”
  • Træning i hjemmet, f.eks. med Lyd-CD
  • Hjælp fra adfærdsbehandler
  • Thunder-shirt

 

Behandlingsmuligheder – angstdæmpende midler:

  • Aminosyrer - naturlige proteiner (Zylkene, Serene-Um, AnxiCalm)
  • Feromoner - naturlige duftstoffer (Adaptil til hund og Feliway til kat)
  • Foder indeholdende naturlige aminosyrer  (”Calm” fra Royal Canin)
  • Receptpligtig medicin: f.eks. ”Lykke-piller”(Clomicalm), Diazepam (Hexalid/Stesolid)

 

GODE RÅD TIL NYTÅRSAFTEN

Hund:

  • Gå en lang tur med hunden i snor tidligt på dagen. Lav evt. nogle søge-opgaver eller anden træning, så hunden er træt både fysisk og psykisk.
  • Lad hunden opholde sig i rolige og vante omgivelser.
  • Træk gardinerne for og tænd lyset i rummet.
  • Tænd for noget musik el. andet, der kan sløre lydene.
  • Undgå selv at reagere på fyrværkeriet.
  • Drop bordbomberne og trut-hornene!
  • Lad være med at trøste eller ynke hunden, det bekræfter den blot i, at der er noget galt.
  • Giv den evt. et godt kødben, hvis den kan lide det.
  • Skal hunden ud og tisse i løbet af aftenen, så luft den kun i snor, så den ikke stikker af hvis den bliver forskrækket.

 

Kat:

  • Hold din kat inde fra morgenstunden, inden skyderiet starter.
  • Lad den opholde sig i rolige og trygge rum, hvor der er mulighed for at gemme sig.
  • Træk gardinerne for og tænd lyset.
  • Tænd for musik el. andet, der kan sløre lydene.
  • Husk at sætte en kattebakke i rummet.

 

VI ØNSKER ALLE ET GODT NYTÅR! ☺

MORUD DYREKLINIK

AFLIVNING

Alt for pludseligt kan det blive aktuelt at overveje, om dit dyr skal aflives.

Det er altid en svær og tung beslutning, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at du træffer beslutningen på det rigtige grundlag og på det rigtige tidspunkt.

Aflivning kaldes også ”euthanasi”, som kommer af de græske ord ”eu” (god) og ”thanatos” (død). Altså en god død.

 

Hvor skal aflivningen foregå?

Aflivningen kan foregå på klinikken eller hjemme hos dig selv i dyrets vante omgivelser. Der kan være et tillæg i prisen, hvis det skal være hjemme.

 

Hvordan foregår aflivningen?

Først gives en bedøvende indsprøjtning, enten i nakken eller i låret. Herefter falder dyret stille og roligt i søvn, mens du/I sidder hos det.

Når det i løbet af nogle minutter sover og intet mærker, får det den endelige sprøjte, som er en overdosis af sovemedicin. Dette bevirker, at hjerte og vejrtrækning hurtigt stopper. Der kan komme et par gisp.

Dyrlægen sikrer, ved en grundig undersøgelse, at alle dødstegn er til stede, og dyret er dødt.

Det hele forløber i ro og værdighed.

 

Skal børn deltage?

Det er vores erfaring, at større børn, som har fået en grundig forklaring og selv ønsker at deltage, er gode til at tackle denne side af livet.

De kan lave tegninger til dyret eller medbringe andet, de synes, det skal have med sig. De får sagt farvel på en stille og god måde, og de skal ikke gå og forestille sig alle mulige skræk-scenarier. I denne sammenhæng er virkeligheden slet ikke så slem som fantasien kan være.

Men det er selvfølgelig din/Jeres beslutning.

 

Begravelse eller kremering?

Man må gerne begrave sit dyr i haven. Man skal sørge for, at hullet er så dybt, at der er min. 70 cm jord over dyret. En begravelse i haven kan være en smuk og god oplevelse for børn.

Kremering foregår på et godkendt dyrekrematorie, Adas Kæledyrskrematorium, hvor dyret brændes. Du/I forlader dyret på klinikken. Vi sørger for alt det praktiske. Dyret bliver IKKE lavet til sæbe eller andet.

Det er – efter forudgående aftale – muligt at få dyrets aske tilbage i en urne. Der er flere valgmuligheder. Spørg på klinikken!

Der findes også dyrekirkegårde.