FRANSK HJERTEORM – EN ”NY” INFEKTION

SYMPTOMER PÅ AT DIN HUND ER SMITTET:

Fransk hjerteorm kan være svær at opdage, fordi symptomerne kan variere i både styrke og varighed. Nogle gange kan symptomerne aftage helt i perioder og i sjældnere tilfælde vises næsten ingen symptomer. Der er dog nogle symptomer, der går igen hos de fleste:

Hvis din hund har hoste, rømmer sig ofte eller virker træt og ændrer adfærd, så skal du være opmærksom på, at det kan være hjerteorm og kontakte din dyrlæge. I alvorlige tilfælde kan evnen til at koagulere blodet være svækket. Det ser man som blødninger som ikke stopper naturligt, selv ved mindre sår eller skader. Hvis der sker blødning i det centrale nervesystem, som for eksempel i hjernen eller rygmarven, kan man se nervøse forstyrrelser i form af nedsat balanceevne eller markant ændret adfærd.

Symptomerne opstår bl.a. når larverne vandrer igennem kroppen og ud til lungerne, hvor de hostes op. Larvevandringen kan give omfattende skader i hundens krop. De voksne orm sidder i blodårerne mellem hjertet og lungerne og kan give symptomer på hjertesvigt :  træthed, vedvarende hoste og nedsat motionstolerance.

Der går typisk 30-60 dage fra hunden smittes til man kan teste den positiv.

Når man først ser symptomerne, så er der ofte allerede sket synlige skader på hundens lungevæv. Hvis din hund har nogle af nedenstående symptomer, bør du få den undersøgt af dyrlægen. Bor du i et område, hvor smitten findes, kan regelmæssige undersøgelser anbefales.

Vejrtrækningsproblemer

  • Hoste
  • Åndenød eller bliver hurtig træt (motionsintolerance)

Blødningsforstyrrelser

  • Overdreven blødning fra selv mindre sår
  • Røde pletter på slimhinderne
  • Blodmangel (bleghed omkring øjne og gummer)

Utrivelighed

  • Vægttab eller nedsat appetit
  • Opkastning eller diarré

Ændringer i adfærd

  • Nedstemthed
  • Pludselige ændringer i adfærd eller balanceevne
Posted in Værd at vide.