FODRING AF HUND OG KAT

Dyr kan få mange føde-relaterede lidelser, fuldstændigt ligesom mennesker kan. F.eks. fejl-ernæring, over-fodring (”livsstils-sygdomme”), mangel-sygdomme, tand-sygdomme osv. Derfor er det vigtigt, at foderet har den rigtige sammensætning, og at det gives i de rigtige mængder, så det kan være medvirkende til, at dit dyr holder sig sundt og rask.

Vigtige begreber indenfor fodring generelt:

Fuldfoder: Et fuldfoder er et foder, der indeholder alt, hvad dit dyr har brug for af proteiner, vitaminer, mineraler, sporstoffer, m.m. Fuldfoder findes til alle aldersklasser.

Afbalanceret foder: Et afbalanceret foder indeholder ikke kun de alle rigtige næringsstoffer, men også i de rigtige mængder og i det rigtige indbyrdes forhold. F.eks. er forholdet mellem kalk og fosfor meget vigtigt, især for dyr i vækst.

Fordøjelighed: Et foders fordøjelighed siger noget om, hvor let dyret omsætter foderet, og hvor meget dyret kan udnytte af foderets indhold. Fordøjeligheden afhænger bla. af, hvilke råvarer, der er brugt, og hvordan de er forarbejdet. Et foder kan på indholdsfortegnelsen se ud til at være i orden, men hvis det har en ringe fordøjelighed, kan dyrets tarmsystem ikke nå at fordøje foderet ordentligt, inden det er passeret igennem dyret. Hvilket kan resultere i en stor mængde afføring.

Hvalpe og killinger:

Dyr, der vokser, har helt særlige ernæringsmæssige behov, som et godt fuldfoder tager højde for. Til hvalpe skelnes der fodermæssigt mellem store og små racer, da de har meget forskellige vækstmønstre. Vi anbefaler, at man fodrer med hvalpe-/killingefoder, indtil dyret har nået ca. ? % af sin forventede vægt som udvokset. Vi hjælper gerne med at finde frem til den rigtige fodring af din hvalp eller killing.

Voksne hunde og katte:

For udvoksede dyr gælder, at et godt og velafbalanceret foder vil medvirke til at forebygge sygdom og holde dyret sundt i forhåbentlig mange år. Man kan godt give en udvokset hund madrester af og til, men det er meget vanskeligt at sammensætte et afbalanceret hunde-foder ud fra den mad, vi mennesker spiser. Vi tilbyder gratis kontrol-vejninger og foderrådgivning hele dyrets liv!

Senior hunde og katte:

Hunde over 7 år og katte over 10 år regnes for ”seniorer”. Deres ernæringsbehov er anderledes end det var, da de var yngre. Senior-foder forebygger risikoen for forskellige organ-lidelser, som ofte forekommer hos ældre dyr. F.eks. hjerte- og nyrelidelser, og lidelser i led og muskler. Vi vil meget gerne hjælpe og rådgive dig, så dit ældre dyr får en så god og aktiv alderdom som muligt.

                                                                                                                                           MORUD DYREKLINIK

                                                                                                                                                            65964884

Posted in Værd at vide.